Studenterfest - traditioner, gode råd og ideer

oprettet d. under Studenterfejring

Vores datter bliver student i år. Hvordan fejrer vi hende?
Det er min virkelighed her i maj 2025 – og helt sikkert også mange andres. Jeg har prøvet det én gang før, da min ældste datter blev student for syv år siden. Så i år gør jeg det sådan her, baseret på erfaring. Måske kan det hjælpe eller inspirere dig? 😊


1.    Sidste eksamen og huen på
Det hele begynder med den sidste eksamen og selve huepåsætningen. Det foregår i dagtimerne – for os på en mandag– hvor den nærmeste familie står klar uden for eksamenslokalet. Jeg har fået lov til at sætte huen på hende, og bagefter går vi op på gymnasiets tagterrasse og skåler i champagne.
Jeg medbringer champagneglas (flergangsanvendelige, så jeg kan bruge dem til studenterfesten også). Jeg tager også lidt nødder med, som jeg putter i små snackbokse – lige til at stille den værste sult. Og så har jeg selvfølgelig røde roser med fra mig og hendes søskende 🌹
Bagefter tager vi ud og spiser frokost – forhåbentlig et sted i solen og meget gerne tæt ved vandet, er Annas ønske.


2.    Dimission og vognkørsel
Om lørdagen er der dimission på skolen (ret fedt, at det ligger i weekenden!), og som en tradition i København kører alle studentervognene herfra direkte ud på vognkørsel. Sådan gjorde de ikke i Aarhus, men jeg forestiller mig, at det er helt enormt festligt at vinke de mange lastvogne af sted på én gang.
Jeg så et klip, hvor kongeparret gjorde det samme – sammen med kronprins Christian 😊
På Annas gymnasium er det tradition, at 2.g-søsterklassen pynter studentervognen, mens der er dimission. Og så kommer de unge ud – klar til afgang. Det er sådan en fin ordning.


3.    Forælderstop på vognkørsel – hvad serverer man egentlig?
Min datter er ansvarlig for ruten i hendes klasse, og de har på forhånd lavet en cirka-plan for, hvad der skal serveres rundt omkring. Ikke præcist hvem der laver hvad, men det er koordineret, så der undervejs både er noget salt, sødt, flydende og mættende. Jeg ved, der blandt andet er empanadas, tacos, isbar, slushice og frugtspyd.
Vi bor i lejlighed i København – og det gør de fleste klassekammerater også – så hos mange foregår stoppet i gården til ejendommen. Det gør det også hos os. Det er superhyggeligt og lidt mere uformelt, men det betyder også, at der ikke nødvendigvis er adgang til toilet. Heldigvis er de unge på forhånd instrueret i, at de skal klare deres nødtørft hos dem på ruten, der har hus og badeværelse til rådighed 😉

De er planlagt at komme hos os imellem kl 18 og 19 og helt ærligt, ved jeg endnu ikke, hvad jeg serverer. De er her kun i cirka 20 minutter, så der er hverken stole eller rigtigt bord – men jeg stiller et foldebord ud, hvor jeg hænger lidt studenter-balloner på og stiller lidt friske blomster. Måske maden bliver små tærter og pølsehorn – eller måske går jeg koldskålvejen. Jeg har i min begejstring foreslået 100 cheeseburgers fra Maccen, det syntes hun ikke var en god ide, men jeg tror, jeg ved bedre..;-) Hvis maden kræver tallerkner, bruger jeg røde kraftige tapasstørrelse paptallerkner, men uanset hvad lægger jeg studenterservietter, der også kan bruges som en tallerken. Og så tror jeg, det bliver vandmelondrinks (med og uden alkohol) som det flydende 🍉️

Mit bedste tip fra sidst er dog: Giv dem vand!
Jeg køber 25 flasker vand – én til hver – og det var et kæmpe hit sidste gang. Mange af dem har været i gang siden morgenstunden, og det er virkelig værdsat at få noget helt simpelt vand med videre på ruten. 

 

4.     Studentergilde - studenterfest

Så er der selve studenterfesten med familie og venner, og hos os ligger den en uge senere, lørdagen efter. Jeg laver et seperat indlæg kun om den.

 

Du kan se alle mine produkter til fejring af studentergilde her - og der kan du også nederst på siden læse lidt om historien bag måden vi fejrer studenter på her i Danmark ;-)

 

Kh Pernille

 


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar